Slået op d.

Goodiebags – Nem og kreativ DIY

GOODIEBAGS TIL FESTEN

Goodiebag DIY taske Goodiebags bryllup

 

Konfirmationerne står for døren og det samme gør højsæsonen for bryllupperne. Har du en fest rundt om hjørnet? Og vil du gerne overraske dine gæster? Så læs med her! Vi giver vores bud på nogen flotte DIY goodiebags, som man kan forberede i god tid. Indlægget indeholder også forslag til kreativt og personligt indhold til dine goodiebags, så du kan give dine gæster et varigt minde om festen.

Perfekt til både barnedåb, konfirmation eller bryllup

Uanset hvilken type fest i forbereder, er det altid sjovt at gøre noget anderledes og overraske sine gæster. Goodiebags er et kreativt indslag, der kan fungere både som bordpynt, bordkort og understregning af festens tema; eller alle 3 ting på samme tid! Det er rent win-win, at man samtidig giver ens gæster lidt igen – enten med en sød tanke, et minde de kan tage med sig hjem eller noget, som de kan få glæde af enten til selve festen eller på et senere tidspunkt.

Fold-selv taske (Konfirmation)

Goodiebags konfirmation

Den fine fold-selv taske er lavet med de nært forestående konfirmationer i tankerne. Farvekombinationen og stilen er inspireret af vores mest populære konfirmationsinvitation, KONFIRMATION05. Det lyserøde/rosa kombineret med det sorte, giver et ultra fint, feminint look, der samtidig bliver tilført noget kant.

PROCESSEN

Jeg startede med at printe en skabelon ud på et stykke semi glossy, hvid karton. Skabelonen fylder cirka en A4 side, og er nem at folde til tasken efterfølgende. Jeg fandt det nemmest at klippe hele omridset, og bruge en hobbykniv til at skære hullet i hanken ud med. Derefter har jeg limet de forskellige elementer på med en ganske almindelig hobbylim. Først et rektangulært, sort stykke karton, der fik lov at stikke ud over det hvide på tasken, og det samme med det rosa glimmer/tråd papir ovenpå. Kanten af glimmerpapir er limet på på samme måde, hvor det har fået lov til at stikke ud over begge sider af tasken. Når det er tørt, er det blot at vende fold-selv tasken om, så det, der er limet på, vender ned mod skærebrættet. Så er det lige til at køre hobbykniven langs taskens kant, så både karton, trådene og glimmerpapiret får en skarp kant, der flugter med tasken. Derefter har jeg sat de selvklæbende, halvperler på. Og så var der faktisk kun tilbage at vikle noget snor om hanken, binde blomsterne på den ene ende og klargøre et bordkort passende til farvetemaet. Her har jeg brugt bordkortet fra vores KONFIRMATION05 design. De to sommerfugle i matchende farver kan bruges enten i forbindelse med tasken, eller som en del af bordpynt til at binde det hele sammen. Kort sammenfattet er her, hvad du skal gøre for at genskabe looket.

KORT SAMMENFATNING
  1. Print antal ønskede skabeloner ud på hvid karton
  2. Klip dem ud, skær hullerne i hanken ud med en hobbykniv og fold/lim sammen
  3. Klip sort karton og glimmer/tråd papir i ens størrelser. Lad dem være lidt bredere end selve tasken.
  4. Lim dem på. Først det sorte og så glimmer/tråd papiret.
  5. Klip en smal stykke af glimmerpapiret og lim på over det sorte karton. Lad også det gå ud over selve tasken.
  6. Vend tasken om – skær det, der rager ud over kanten af ved at flugte hobbykniven med taskens kant.
  7. Sæt perler på, vikkel snor omkring og pift op med elementer i matchende farver
INDHOLD

Tasken er okay rummelig, selvom den er lille og fin, så der er plads til at være kreativ med indholdet. Det kunne være en personlig hilsen til hver gæst, velkommen/velbekomme sang, små bolcher med konfirmandens navn, en håndfuld billeder der skal tages op i forbindelse med forældrenes taler eller en kombination heraf. Det er kun fantasien, der sætter grænser!

Alle materialer (på nær det hvide karton) er købt hos alletiders hobbyforretning, Byrge Sørensen i Randers. De har en hjemmeside under navnet www.byrge.dk hvis du har lyst til at shoppe rundt derinde. Det er dog ikke alle de brugte materialer, der er at finde på deres webshop på nuværende tidspunkt.

Fold-selv popkorn æske (Barnedåb)

DIY Goodiebag til barnedåb

 

Denne fætter er rigtig fin til både barnedåben, babyshoweret eller børnefødselsdagen! Den kan laves i alle mulige farvekombinationer, så den passer til netop jeres farvetema til festen. Jeg har kastet mig ud i en lidt traditionel farvekombination, som dur til lidt af hvert. Jeg har dog haft barnedåb i tankerne, da jeg sammensatte den. Denne har lidt færre trin end den første, og er derfor hurtigere at lave.

PROCESSEN

Jeg har startet med at lægge mit ønskede karton i printeren, og udskrevet skabelonen derpå. Derfra er proceduren det samme som ved fold-selv tasken, nemlig klippe ud, folde og lime sammen. Derefter har jeg klippet de hvide, brede kanter og limet på. Jeg lod stykkerne være bredere end selve æsken, så jeg nemt kunnen få kanten lige med hobbykniv efter. Derefter limede jeg et noget smallere stykke mørkeblå karton ovenpå den hvide, nærmest toppen. Da begge ting var tørre, vendte jeg popkorn æsken om (de pålimede stykker karton ned mod skærebrættet) for at bruge hobbykniv til at skære det, der stikker udenfor æsken af. Processen med at lime karton på og skære til gentog jeg ved alle 4 sider af æsken. Selve æsken valgte jeg at afslutte med et tyndt stykke blå snor, matchende i selve popkorn æskens farve. Som vist på billedet, kan du nemt tilføje bordkort på snoren. Jeg har brugt vores bordkort matchende vores BARNEDÅB17B invitation. Til slut smed jeg noget silkepapir med hvide prikker ned i for at “fore” den. Så skal der ikke så meget indhold i efterfølgende, for at det ser ud af noget. Samtidig giver silkepapiret også en masse charme til æsken. En kort sammenfatning af trinene kommer her:

KORT SAMMENFATNING
  1. Print antal ønskede skabeloner ud på blå karton (eller hvilken som helst farve, du nu ønsker)
  2. Klip dem ud, fold og lim sammen
  3. Klip hvide, brede stykker karton og smalle blå. Lad dem være lidt bredere end selve popkorn æsken.
  4. Lim dem på. Først det hvide og så blå.
  5. Vend popkorn æsken om – skær det, der rager ud over kanten af ved at flugte hobbykniven med kanten
  6. Gentag ved de 3 andre sider
  7. Bind snor omkring og fyld silkepapir ned i. Tilføj bordkort på snoren, hvis dette ønskes.

Bordkortet/lappen kan også erstattes med små billeder af barnet, hvis det er til en barnedåb. Måske i polaroid format med plads til at skrive navn på? På den måde kan det tælle både som en form for gave til gæsten og bordkort!

INDHOLD

Mht. fyld oveni silkepapiret vil det klassiske nok være at vælge popkorn, marengskys eller en anden form for slik – enten i blå eller hvide farver. Man kan sagtens vælge at gøre det anderledes og tænke lidt ud af boksen. Måske et hånd/fodaftryk fra barnet lavet med maling, og efterfølgende kopieret? Det kunne også være en lille, hæklet stjerne eller andet, der nemt kan sættes i en nøglering. Hvis i besøger @haekleliv på Instagram, kan i helt sikkert finde nogen fine ting. Hun sælger poser med små, hæklede elementer, som kunne være ideelle til at komme på en nøglering – eller blot fungere som en lille gave til gæsten som evigt minde om festen. Man kan også altid kombinere flere elementer, så gæsterne får flere ting at tage med hjem fra dagen. Der kan eksempelvis købes bolcher med barnets navn, dato eller andet tekst til en ret fin pris diverse steder online – de kunne ligge fint sammen med de små gaver ovenpå silkepapiret.

Trekantsformet fold-selv æske (Bryllup)

Goodiebag DIY bryllup Goodiebag DIY bryllup

 

Tanken med denne fine æske er et rustikt, naturligt udtryk, som kan piftes op med ønskede farver. Genbrugspapiret passer som udgangspunkt til alt, og de elementer, man tilføjer, vil hjælpe med til at binde æsken sammen med resten af festens tema. Jeg synes, at formens anderledes udtryk, kaldte på noget fint og enkelt, så mit valg blev genbrugspapir og varme champagnefarver. Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden 4 års tid tilbage, så jeg selv kunne have haft dem til vores sommerbryllup ude i naturen! Det kan jeg selvfølgelig ikke..

 

PROCESSEN

Denne æske er super nem at klippe og folde, selvom den ser lidt mere avanceret ud. Jeg valgte et lidt rustikt genbrugspapir i 170 gram, da jeg synes det kombineret med champagnefarverne ville se både elegant, naturligt og rustikt ud. Nok lidt inspireret af farverne fra mit eget bryllup. Efter at have printet skabelonen ud, foldet alle kanterne og limet de to hjørner sammen, satte jeg glimmertapen på alle 4 sider med samme teknik som beskrevet ved de to andre æsker. Selvom tapen havde fint klister i sig selv, valgte jeg alligevel at tilføje en stribe superlim for at sikre, det ikke slipper med tiden. Genbrugspapirets struktur gør, at det sagtens kunne begynde at slippe i kanterne, hvilket er ret træls, hvis man gerne vil arbejde på dem i god tid forud for festen. Efter tapen var limet på og skåret til (ved at lægge æsken ned og bruge dens kant til at skære det overskydende fra), valgte jeg den snor, der skulle fungere som lukning. Jeg gik med et tyndt offwhite/champagne bånd med hjerter på for lidt ekstra romantik. Snoren er limet med en klat superlim højt på bagkanten for at sikre, det ikke ryger nogen steder. Jeg kan varmt anbefale mærket Locktite, der tørrer hurtigt og er meget holdbar! Man skal dog passe på ikke at få det på fingrene og lime sig fast til noget. Den kan ofte erhverves i diverse dagligvare forretninger som REMA1000 og Føtex til omkring 16-20 kroner. Da limen var tørret helt, trak jeg snoren frem og ned på hver side af æsken – og satte snoren fast på begge sider med almindelig hobbylim. Det tørrer gennemsigtigt op uden at fugte for meget, så det er nærmest usynligt. Styrken/holdet er ikke nær så godt som ved superlimen, men da superlimen kan ses, når det er tørret op, ønsker jeg ikke den på siderne. Med det samme hobbylimen er helt tør, er der kun tilbage at binde snoren stramt og tilføje diverse elementer, hvis man ønsker at pifte æsken mere op. Jeg kan godt lide det enkle til denne, men forsøgte mig alligevel med et lille stykke tyl og en stor lys champagnefarvet sten. Jeg kan bedst lide udtrykket uden de ekstra elementer, men brug det som en fornemmelse for, hvad man ellers kan gøre. En kort sammenfattet punktform af processen nedenfor.

 

KORT SAMMENFATNING
  1. Print antal ønskede skabeloner ud på genbrugspapir
  2. Klip dem ud, fold og lim sammen i 2 af hjørnerne
  3. Sæt tape på den ene af siderne, gerne ved hjælp af en stribe superlim. Lad det stikke ud over begge sider
  4. Lad tørre. Vend æsken om med tapen nedad, og brug æskens kant til at skære overskydende tape af
  5. Gentag ved de 3 resterende kanter
  6. Vælg ønsket snor, og lim højt på bagenden med en klat superlim. Lad tørre godt
  7. Træk snoren frem og ned, så den bliver glat over kanterne. Lim med hobbylim på begge sider og lad tørre
  8. Bind snoren stramt for at lukke æsken, og tilføj yderligere elementer, hvis dette ønskes

 

INDHOLD

Den trekantformede æske er ret lille indeni, så der er ikke plads til kæmpestore ting eller idéer. Der er dog alligevel lidt forskellige ting, man kan få plads til eller kombinere med den, så de er helt perfekte til jeres bryllup. Udtrykket alene vil se helt fantastiske ud på bordet, især med netop jeres farvetema implementeret. Et par eksempler på indhold kunne være:

DEN SJOVE! Et repair kit med hovedpinepiller, tyggegummi og halspastiller til dagen efter. Man kan også tilføje et sjovt rim omkring fest og tømmermænd. Bed eventuelt gæsterne tage den med hjem til dagen efter, når de trænger til en hjælpende hånd med at komme sig ovenpå festen.

DEN PERSONLIGE! Skriv et personligt brev til hver gæst indeholdende minder, karaktertræk, oplevelser eller andet, som du forbinder med personen – og som gør, at du sætter pris på netop dem. Et brev kan eventuelt også gemmes inde i et traditionelt bordkort, eller nede i en fold i servietten, så gæsten overraskes i løbet af aftenen! Det kan også være en nøglering med navn på eller andet. Man kan eksempelvis købe de mest fantastiske læderremme med indgraverede navne hos Ottendal.com – de kan også besøges under navnet @ottendal_ på Instagram. De er rustikke og ville stå fantastisk til æsken i genbrugspapir – og vil helt sikkert give gæsterne en overraskelse. De kan også lægges foran æsken, hvor æskens indhold så udgør noget andet. Se deres smukke nøgleringe i læder lige HER.

DEN HISTORISKE! Måske i kan finde 3 små delelementer at lægge i æsken, der udgør milepæle i jeres forhold. Så kan i lade gæsterne se indholdet først på aftenen, undre sig lidt, og så kan i dele historierne tilknyttet i løbet af festen. Idéer til elementer kunne være…
– Lidt strandsand strøet i bunden af æsken fra den strand, han friede på.
– Et stykke stof fra et tørklæde, en bluse eller andet, du havde på ved det første møde.
– Et blad, lille stykke gren eller andet fra haven ved jeres første hus eller lejlighed.
– Måske en af jeres elskede hunds hundekiks, eller noget der fortæller historien om jeres dejlige børn.
Det er med at være kreativ. Kun I kender jeres historie allerbedst, og ved, hvad I skal dele med jeres gæster på jeres store dag.

 

Goodiebags er både givende, sjove og uventede. De kræver selvfølgelig planlægning, tid og i nogen tilfælde også en del penge. Men det er en effektiv måde at give sine gæster en helt masse igen på! Jeg håber, du er blevet inspireret både på udformning og indhold. Hvis du har lyst til at gøre brug af skabelonerne selv, så kommer de her på blogindlægget i løbet af næste uge. Hold endelig øje med bloggen. Næste indlæg er allerede undervejs og kommer til at indeholde nemme how-to guides på treat bags med en masse forslag til forskelligt slik, man kan komme i.

 

Festlige hilsner,
Celia /Cloud Celebration

cloud celebration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *